IMG_0565

Brugerinvolvering

Min erfaring er, at de bedste legepladsprojekter får man, ved at spørge brugerne. Jo klarere  man får defineret projektets målsætning og indhold, jo større er sandsynligheden for at det projekt kommer til at fungere optimalt.
En brugerinvolveringsproces kan foregå på mange måder og på mange niveauer. Jeg har lavet projekter hvor lokalområdets brugere og lokalråd, blev taget med på råd, og andre hvor det bare var et legepladsudvalg.
I de store skoleprojekter, har jeg lavet oplæg (i PowerPoint) og spørgeskemaer til elever og lærere. Der har efterfølgende været møder med elevråd og lærere, hvor resultatet er blevet fremlagt.
I daginstitutioner, har vi haft mange forskellige former for brainstorms:
Der har været institutioner hvor forældrene er blevet involveret og andre hvor børnene er blevet spurgt: Her er det vigtigt at børn kan kun ønske sig noget de har set. Så det har været en god erfaring at tage børnene med ud på besøg på andre legepladser inden indholdet af deres egen legeplads skulle diskuteres.

Inspirationsspørgsmål

Ofte er det godt med noget inspiration til hvordan man kan tænke sig den nye legeplads.
Det er min erfaring at det er en god ide at starte med nogle iagttagelser af hvordan den eksisterende legeplads bruges. Så man kan finde ud af hvad der mangler, hvilke kvaliteter det er vigtigt at bevare, og hvad der evt. skaber problemer i dagligdagen.
Ud fra disse iagttagelser, kan man så begynde at svare på hvad man ønsker sig.
Til denne proces har jeg udformet noget inspirations materiale, med nogle spørgsmål til inspiration

Spørgeskema undersøgelser

I spørgeskema undersøgelser lægger jeg vægt på at få afdækket det felt der skal undersøges, så præcist som muligt. Her er det stor fordel at have et dybtgående kendskab til det emne undersøgelsen handler om, så de rigtige spørgsmål kan blive stillet. Meget gerne spørgsmål der giver mulighed for uddybning: For eksempel var et af spørgsmålene til lærerne på Amager Fælled Skole, om de brugte skolegården til undervisning, og hvis ikke hvorfor? Svaret på det spørgsmål fik stor betydning for udformningen af skolegården. Det er meget vigtigt at definere meget klart hvilken indflydelse der er mulig: Der vil altid være nogle rammer og en økonomi, der sætter begrænsninger. Den skal man gøre klart rede for fra starten. Ellers risikerer man, stik mod hensigten, at brugerne ikke føler sig hørt, fordi de troede at de havde større indflydelse.

Vil du vide mere?

Kontakt mig og lad os tage en snak om dine tanker eller konkrete projekter. I  fællesskab finder vi frem til, hvordan jeg bedst kan hjælpe.

Kontakt