Amager Fælled Skole
Udgangspunktet på Amager Fælled Skole var en grå og kedelig asfalteret skolegård. Det ville man gerne ændre på:
Der var en lang og frugtbar proces med mange forskellige former for brugerinvolvering. Vi holdt workshops for lokalområdets beboere, elever, lærere og skoleledelse.
Der blev lavet spørgeskemaundersøgelser blandt elever og lærere, og holdt møder i lærergruppen og elevrådet.
Ønsket var en grøn skolegård som samtidig åbnede sig mod lokalområdet, som kunne fungere både som skolegård og som byrum.
Der skulle være gode opholdssteder, den skulle inspirere til leg og bevægelse.
Skolegården skulle også kunne bruges til udeundervisning.
Man ønskede at skolegården skulle være med til at give skolen en markant profil, og der var afsat midler til et kunstprojekt i skolegården.
En af de ting som både børn og lærere var enige om var det gode sted i den skolegård de havde, var “skoven”. Skoven var en tilgroet bunker, hvor børnene løb rundt og legede.
Faktaboks
- Anlagt 2015
- Støttet af LOA og Nordea
- Tegnet i samarbejde med Nord arkitekter
- Projektering Thing og Brandt Landskab
- Anlæg OK Nygaard
- Legeredskaber UNIQA og Elverdal
- Kunstprojekt Rene Schmidt
- Kurator Stenka Hellfach
Skoleparken
Skoven er udgangspunkt for den nye planløsning. I stedet for som man traditionelt gør at lade legeredskaber være centrum i en skolegård, og så derudover have lidt randbeplantning, så besluttede vi at skoven skulle være skolens centrum, og at ud mod lokalområdet skulle der være en “aktivitetskant”.
Kanten bearbejdedes med betonmure, som forskød sig og skabte rum for legeudstyr, redskaber, som gynger, snurreredskaber, boldbaner, siddesteder med mere.
Ved indgangene har vi trukket fortovsfliserne ind i indgangspartiet for på samme tid at invitere folk ind, men også signalere til børnene, at nu er de på vej ud i byen.
Skoven er skolegårdens hjerte.
Der er 7 “øer” med beplantning af hjemmehørende træer og buske. Hver “ø” sin træsort og sine buske.
Øerne har en kant af beton som samtidig kan bruges som siddekant som balancekant og beskytter beplantningen.
Imellem øerne er der stier som snor sig gennem gården. Der er ikke en lige, direkte vej imellem bygningerne. Dette er også med til at invitere til at man går på opdagelse.
Det var vigtigt, fra starten at skabe en så robust løsning som muligt. Derfor blev der plantet store træer, og de første par år var der beskyttelseshegn omkring beplantningen. Men det har altid været sådan at man kunne gå ind i de rum som træer og buske danner.
Man kan også komme op i højden i klatretårnene, og gå imellem trætoppene på hængebroerne.
En af de ting som kom frem i spørgeskemaundersøgelsen for lærerne var at det var svært at lave undervisning i skolegården, fordi det var svært at holde fokus.
Derfor lagde vi vægt på at skabe mange forskellige nicher både imellem og inden i skovøerne, og også i kanten hvor der er opholdsmulighed i flere niveauer.
Det har vist sig at nicherne bliver brugt både til leg og ophold, og til undervisning.
Amager Fælled Skoles nye skolepark bliver flittigt brugt i skoletiden men også efter skoletid og i weekender, bruges den som mødested.
Der bliver holdt børnefødselsdage, skatere skater på betonkanterne og der bliver leget og dyrket parkour.
Vil du vide mere?
Eller er i en gruppe der kunne tænke sig en rundvisning. Kontakt mig og lad os tage en snak om dine tanker eller konkrete projekter. I fællesskab finder vi frem til, hvordan jeg bedst kan hjælpe.
Kontakt